onsdag den 25. september 2013

Gylden efterårssuppe

Jeg er suppe-fan! Jeg er helt tosset med både de klare supper, de blendede supper og de legerede supper. Her til aften har jeg lavet en af den blendede slags. Jeg havde købt en butternut-squash - de er gode til suppe, men endte egentlig med at tømme køleskabet til en rigtig efterårssuppe. Suppen blev smukt gylden, og smagte fantastisk.

Til suppen skal du bruge:
1 butternut squash
½ knoldselleri
1 stort løg
2 tomater
1/4 spidskål
bouillon
chilli efter behag
piskefløde

Squashens skræl er meget hård, og er ikke god i suppen. Den kan enten skæres af, eller bages i ovnen. Vælger du det sidste, skal squashen skæres i store stykker og bages i ovnen til den er blød og gylden.
Husk at smide kernerne ud.
Skær de andre grøntsager i chunky stykker, og steg dem i en gryde. Hæld bouillon over, så det lige dækker, og lad det simre til grøntsagerne er møre.
Blend suppen, og tilsæt piskefløde, salt og peber efter smag.

Server suppen med sprød bacon, ristede græskarkerner og evt. lidt basilikumpesto eller en klat creme fraiche.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar