torsdag den 19. september 2013

LCHF slik - daddelkugler med hindbær og "havregrynskugler"

Jeg har en sød tand. Måske flere! Og for ikke at falde i den farlige sukkerfælde, er jeg nødt til at lave mit eget sundere alternativ. Det er ofte mere intenst i smagen, og jeg spiser derfor væsentligt mindre.

Noget af det der er lettest af lave, er noget der ligner havregrynskugler. Jeg fandt en opskrift på chokoladeboller på Åse's blog, og har ændret lidt i den, så den minder mere om de havregrynskugler jeg kender. Selvfølgelig uden havregryn og sukker.

Til en 30-40 stykker skal du bruge:
50 g blødt smør
50 g revet kokos
50 g almindelig mandelmel
2 spsk kakao
1 spsk cognac
½ spsk agavesirup

Bland alle ingredienserne sammen og stil massen på køl. Efter en times tid er massen fast nok til at kunne formes til små kugler. Kuglerne rulles i kokos, og er klar til at spise. De bør opbevares i køleskabet.
Bryder du dig ikke om smagen af cognac, er contreau lækkert i, og du kan bruge almindelig appelsinsaft til en mere børnevenlig version.



Jeg har også forsøgt mig med en portion daddelkugler. I en helsekost i Aarhus kan man købe noget utroligt lækkert raw-slik, lavet primært på dadler. Min favorit er med chokoladesmag, og jeg har flere gange forsøgt at lave noget lignende. Tatjana har en glimrende opskrift, jeg foretrækker dog at tilsætte mere kakao, for en stærkere chokoladesmag.

Til en 50 stykker skal der bruges:
125 g stenfrie dadler
1 dl mandler
½ moden banan
4 spsk kakako
1 spsk cognac

Dadlerne opblødes i kogende vand, så er de lettere at blende. Put alle ingredienserne i en blender, og kør til massen er ensartet og klistret. Køl massen ned inden der formes små kugler. Massen er meget klistret!
Jeg har rullet nogle af mine i frysetørrede hindbær, det ser så fint ud med de lyserøde kugler. Resten er rullet i kakao.
Cognac'en kan erstattes af kaffe, appelsinsaft eller andet.

Daddelkugler med frysetørrede hindbær, daddelkugler med kakao og "havregrynskugler".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar