onsdag den 9. oktober 2013

Grøntsagsfladbrød som toast

I weekenden var jeg et smut forbi Aarhus Klunserne. Det er et fantastisk sted, hvor man kan finde alt muligt - både skrammel og skatte. Denne gang fandt jeg fine skatte: en sjov bulet kagedåse, nogle sylteglas med patentlukning og en fantastisk toastmaskine.
Mange er vant til de teflonbelagte toastmaskiner, der kan tage 2 toasts på en gang. I min familie har vi derimod brugt en gammel rund en, der er både tung og effektiv. Sådan én ville jeg også gerne have, men de kan ikke købes længere. Og vupti, Klunserne har det selvfølgelig.

Efter en god omgang rengøring skulle den selvfølgelig afprøves. Jeg har tidligere lavet toast med hytteostklatterne, men jeg synes der mangler noget konsistens, noget at tygge på.
Så jeg tænkte at nogle grøntsagsfladbrød lige ville være sagen. Jeg har flere gange brugt dem til burger og til hotdogs, eller til mini-pizza.
Jane Faerber har en dejlig opskrift, som jeg har brugt nogle gange. Hun bruger blomkål og gulerod, men alle slags grøntsager kan bruges. Denne opskrift er dog ændret lidt, så det lige passede med hvad jeg havde.

600 g blomkål
80 g ost
5-10 basilikumblade
1 håndfuld hasselnødder
1 dl solsikkekerner
½ dl sesamfrø
½ tsk cayennepeber
3 æg
1½ spsk loppefrøskaller
salt

Varm ovnen til 200 grader.
Riv eller blend blomkål, ost, basilikum, nødder og kerner, evt. over flere omgange. Bland med æg, krydderier og loppefrøskaller.
Massen er ret løs i det, og ligner ikke umiddelbart noget, der kan blive til brød.
Læg en stor skefuld på bagepapiret, og glat klatten ud til et rundt fladt brød.
Bag 10-15 minutter, eller til de er blevet lækkert gyldne.

Som sagt kan brødene bruges til alt muligt. De kan også krydres med timian, lidt chili, eller persille som Jane Faerber bruger.





Jeg smurte mine med et godt lag smør på den ene side, og lagde en rest oksefilet, pesto og frisk mozzarella  på den anden side. Rist toasten med smør-siden ud af, så den ikke sidder fast i toastmaskinen.
Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar