lørdag den 5. juli 2014

Macadamia Lace Cookies

For noget tid siden fik jeg afprøvet Xenias Macadamia Cookies, og de blev ret vellykkede synes jeg.
Siden da har jeg haft lyst til at bage igen, men har ikke kunnet finde rå usaltede macadamianødder, medmindre det var i meget små poser, til knap så små priser.
I sidste uge fandt jeg så nødderne i Lidl, dog med skallerne på. De var dog virkeligt billige, så jeg besluttede mig for at afprøve dem. Der fulgte en nøddeknækker med, og de var ret nemme at knække.
Alternativt kan du købe nødderne med salt, så udelader du bare saltet i opskrifterne.

Disse cookies kaldes Lace Cookies, da de er meget tynde og fine, og hvis de laves med sukker laves der små huller i kagen - som med blonder.
Jeg har fået afprøvet to forskellige slags cookies - en med chokolade og en med lakrids, og især de sidste blev rigtig fine. Smagen i begge slags er rigtig god, men dem med lakrids blev flade og sprøde, imens dem med chokolade blev tykkere, og lidt mere "chewy" i konsistensen.



Lace cookies med lakrids
I disse cookies er der brugt lakridsgranulat, som er rålakrids lavet af lakridsrod. Jeg fandt det helt tilfældigvis i Rema1000.

100 g smør
75 g macadamianødder
50 g sukrin gold
1 æg
1/2 spsk lakridsgranulat
et nip salt

Varm ovnen til 160 grader.
Rist nødderne på en varm pande, til de er gyldne. Lad dem afkøle helt, gerne i køleskabet.
Smelt smøret på en pande eller i en lille gryde, og lade det blive smukt gyldent, inden det tages af varmen. Lad smøret køle lidt af i en skål.
Hak nødderne fint i en minnihakker, dog må de ikke blive til smør. Bland med sukrin, lakrids, salt og æg, og rør det godt rundt. Tilsæt til sidst det brunede smør, og rør til dejen har samlet sig.
Med en teske laves klatter af dej på en bageplade med bagepapir. Pas på de ikke sidder for tæt, da de flyder meget ud.
Bag i 6-8 minutter, til de er gyldne i kanterne. Lad dem køle godt af inden de serveres.


Chocolate macadamia cookies


75 g smør
75 g macadamianødder
50 g sukrin gold
1 æg
50 g mørk chokolade
1/2 tsk vaniliepulver
et nip salt

Varm ovnen til 160 grader.
Hak nødderne i en minnihakker, og bland med sukrin, salt og æg.
Smelt smør og chokolade i en gryde, og tilsæt vaniliepulveret. Lad chokolademassen køle lidt af i en skål, inden det blandes med nødderne.
Sæt klatter af dej på en bageplade med en teske, og bag i ca 6-8 minutter.
Efter afkøling virker småkagerne mere sprøde.




Dette indlæg indeholder affiliatelinks

Ingen kommentarer:

Send en kommentar