mandag den 16. september 2013

Noget om bønner og bounty

Jeg sender tak og tanker til min mor mange gange! Hun har nemlig en stor køkkenhave, og hun har plantet bønner. I år er det blevet til utroligt mange bønner. I den forbindelse er jeg også nødt til at takke min far, som har plukket alle de mange bønner.
Jeg har fået flere kilo lækre grønne (og lilla) bønner kastet i nakken af dem, og det er skønt med gratis grøntsager. Også selvom det betyder, at jeg for tiden spiser mange bønner 1-2 gange hver dag, bare for at de ikke bliver dårlige.

Lækre bønner klar til at blive kogt


Jeg har prøvet bønner på mange måder, f.eks. i pizzabund. Men, min favorit er nu stadig bare de helt almindeligt kogte/dampede bønner. Ikke kogt for meget, naturligvis, men lige nok til at der stadig er lidt bid i.
Det var også sådan jeg fik dem i dag, med en lækker tykstegsbøf og den hjemmelavede basilikumpesto til.







Og nu til Bounty'en. Det var faktisk et gammelt projekt, idet kokosmassen blev lavet for et par måneder siden. Den har siden da opholdt sig i fryseren, og ventede bare på at blive overtrukket.
Opskriften er Jane Faerbers, og har du endnu ikke prøvet den, kommer opskriften her:

1 dåse kokosmælk - sørg for at købe en med lavt indhold af kulhydrat
2 store spsk kokosolie
2 spsk sukrin (eller mere hvis du vil have dem sødere)
150 g. revet kokos - kik igen på indholdet af kulhydrat
150 g. mørk chokolade min. 70 %

Stil kokosmælken i køleskabet en dags tid, så skiller kokosmælken. Den tykke del af mælken smeltes med kokosolie, hvorefter sukrin og kokos tilsættes.
Massen køles nu ned. Jeg rullede massen til en lang stang i husholdningsfilm, og frøs den ned.
Massen kan nu skæres i skiver eller rulles til kugler.
Smelt chokoladen i et vandbad med lidt kokosolie, og dyp bounty'erne heri.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar